Et stærkt fællesskab: Her er min vision for de udsatte i fremtidens København

Det er langtfra alle i København, der lever det fede, priviligerede storbyliv. Børn vokser op i fattigdom, unge er hjemløse, og psykisk syge kæmper for fodfæste. Vi skal blive bedre til at gøre byen til et bedre sted for alle – også de mest udsatte.

Kronikken blev bragt i Politiken d. 30 september ifm. et besøg på Kofoeds Skole med Statsminister Mette Frederiksen.

En af de primære grunde til, at jeg blev aktiv i politik, var en brændende ambition om at skabe et samfund, som gør en forskel for de mest udsatte mennesker.

Jeg ville være med til at udvikle min egen by, København, og resten af vores samfund i en mere lige og i en mere social retfærdig retning. Jeg har, fra jeg blev valgt for Socialdemokratiet til Folketinget for første gang i 2001 og siden som regionrådsformand, arbejdet for at skabe et mere menneskeligt sundhedsvæsen og et velfærdssamfund, som er mere retfærdigt og er bedre til at skabe social lighed.

Når jeg nu stiller op til posten som overborgmester i København, er det for at bringe de ambitioner til live. Jeg ønsker at være med til at skabe en by, som er god at leve, bo og arbejde i for alle. Og når jeg siger alle, mener jeg faktisk alle. Også dem, der hænger i med fingerspidserne på arbejdsmarkedet pga. sygdom eller handikap eller de socialt udsatte.

Vi oplever alle i løbet af vores liv, at alt ikke går, som vi havde drømt om. Min far døde pludseligt, da jeg var 12 år gammel.

Sorgen over at miste; en skilsmisse; vores børn kommer i problemer, eller ensomhed, mobning eller mistrivsel kan krydse vores vej på uforudsigelige og svære måder. Andre oplever, at stoffer eller alkohol tager styringen i deres liv, eller at psykiske lidelser rammer os eller vores børn. Mange mennesker skal have hjælp til at overkomme livet i perioder.

Nogen skal have livslang hjælp for at kunne leve et frit, indholdsrigt og ligeværdigt liv. Det er i disse situationer, hvor fællesskabet og velfærdssamfundet for alvor skal stå sin prøve.

I Vores København er der mere end 6.800 børn, som vokser op i fattigdom. Det kan vi ikke være bekendt. Jeg ønsker, at vi har et samfund og et sikkerhedsnet, der gør en forskel, når vi som københavnere har behov for fællesskabets hjælp.

De færreste af os rækker ud efter hjælp fra kommunen, hvis vi kan undgå det. Målet for mig er, at de sociale indsatser gør en reel og varig forskel, når der er behov for hjælp. Det kan lyde selvindlysende, men sociale problemer er nogle af de vanskeligste problemer at løse.

Tiden, hvor socialpolitik blot handlede om, at sårbare og udsatte mennesker bare skulle have en hjælpende hånd, så de kunne få et arbejde og blive selvforsørgende, er for længst forbi. Vi er kommet langt i de seneste år. Alligevel er der behov for mere politisk lederskab og prioritering af socialpolitikken i de kommende år, hvis vi skal skabe varige forbedringer for de mest udsatte mennesker.

 

 

København er der mere end 6.800 børn, som vokser op i fattigdom. Det kan vi ikke være bekendt

J8A7434

En storby vil altid tiltrække en mangfoldighed af mennesker. Både folk, der kommer til København for at få en uddannelse, et job, et fællesskab eller en sød kæreste.

Men storbyer tiltrækker også skæve eksistenser, og når man bor i en storby, ved man godt, at ikke alle lever det gode privilegerede liv. Ved den seneste hjemløsetælling viste det sig, at en femtedel (22 procent) af alle hjemløse i Danmark bor i København.

Der er 1.422 mennesker uden et hjem i København. Desværre en del unge, men også ældre over 70 år, som den ældre herre på 82 år jeg talte med, da jeg besøgte Morgencafeen for Hjemløse i august.

Jeg oplever også et København, hvor der er rummelighed og plads til de mange forskelligheder. Det er jeg både glad for og stolt af. For København er ikke en by, hvor vi kun skal have plads til de rige og dem, der har sit på det tørre. København er og skal være en by, hvor vi kan rumme alle slags mennesker.

Som socialdemokrat ser jeg det som en helt central opgave for den politiske ledelse i København i den kommende valgperiode, at vi lykkes med at skabe socialpolitiske resultater. Det er en kerneopgave for overborgmesteren, hvis vi skal skabe en mere fælles og lige by.

Derfor vil jeg arbejde med fire pejlemærker for socialpolitikken i København. Visionerne skal bakkes op af en række konkrete og virksomme forslag, der skal hjælpe de mest udsatte og sårbare københavnere.

Vi står med det paradoks, at på den ene side bruger vi mange penge og har en omfattende social- og sundhedsmæssig indsats, og på den anden side er der en række mennesker, som vi reelt set ikke lykkes med at skabe et værdigt og ordentligt liv for.

Det er min ambition at ændre på det. Det kan ganske enkelt ikke være rimeligt, at vi ikke lykkes bedre med at hjælpe mennesker, som har behov for det.

Københavns Kommune skal levere den sociale og sundhedsmæssige indsats, der skaber reel forandring i borgeres liv.

Derfor skal de berørte borgeres behov, erfaringer og viden stå centralt i den hjælp og støtte, kommunen giver. Vi skal møde i øjenhøjde, lytte og respektere de behov, udsatte og sårbare mennesker fortæller os om, de har. De henvender sig sjældent for sjov, men oftest af nød.

Det skal hjælpen afspejle. Ligeledes skal brugere være med i udviklingen af de sociale- og sundhedsmæssige tilbud på en måde, så vi faktisk indfrier de behov, som brugerne har.

Men jeg vil gerne tage deltagelsen et skridt videre: Når vi planlægger nye institutioner eller tilbud i kommunen, skal vi fremover sikre os at alle, der kan have glæde tilbuddene, bliver hørt – også de udsatte. Hvis vi bygger et nyt bibliotek, en ny svømmehal eller et nyt ældrecenter, så skal vi sikre os, at alle, der bruger det, oplever, at det tager højde for deres behov.

Vi oplever unge, som kommer i hjemløshed. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Det kan ikke være rimeligt, at unge i København lander i hjemløshed, eller et liv fra sofa til sofa.

Denne kronik skal ikke handle om boligpolitik, men lad mig blot nøjes med at sige, at jeg har en meget klar ambition om at bygge boliger, som også unge på kanten har råd til.

Men hjemløshed handler ikke kun om boliger, det handler også om at give de unge den rette støtte og hjælp – på en måde, på et tidspunkt og der, hvor deres behov er. Kan vi hjælpe unge ud af hjemløshed og på ret kurs i livet, er det både en god investering for samfundet, men også for de unge mennesker, der ikke skal synke ned i mere alvorlige problemer, som de bærer med sig senere i livet.

Det skal være tydeligere for os, der bor her i København, at kommunen rent faktisk er til for os. Det kan lyde paradoksalt at hævde, at vi i dag ikke oplever, at kommunen er til for os.

Men på det sociale- og sundhedsmæssige område er kommunen ofte både en myndighed med ganske vide beføjelser og har samtidig opgaven med at hjælpe borgerne videre i deres liv. Desværre er der alt for mange af os, som oplever, at kommunen er en del af vores problemer.

Det skal vi have ændret på. Uanset, i hvilken situation vi borgere møder kommunen, skal vi opleve en kommune, der er tilgængelig og lyttende, og som er forpligtet til at hjælpe og finde løsninger til gavn for borgerne.

I de tilfælde, hvor vi ikke kan imødekomme borgernes ønsker, skal den begrundelse, og ikke mindst den dialog, borgerne har med kommunen, være ordentlig og skal være på en måde, som gør, at vi forstår, hvorfor ønskerne ikke er indfriet. Vi skal som borgere mødes med værdighed og respekt.

Når vi taler om de mest udsatte borgere og familier, så går deres problemer ofte på tværs af kommunens forvaltninger.

Det skal borgerne ikke opleve som et problem. Reelt set skal både beskæftigelse, bolig, sundhed, socialområdet, uddannelse og integration kunne flettes sig ind i hinanden.

Jeg har gennem mine år i Region Hovedstaden set, hvor vanskeligt vi har ved at hjælpe mennesker, hvis problemstillinger går på tværs af regioner og kommuner – eller fysisk og psykisk sygdom. Særligt har vi vanskeligt ved at hjælpe mennesker, der lever med alvorlig psykisk sygdom og samtidigt misbrug.

Psykiske lidelser kan være så gennemgribende, at de spiller ind i alle aspekter af livet. Psykiske lidelser påvirker vores arbejdsliv eller muligheden for at gennemføre en uddannelse, vores fysiske helbred, vores familieliv, vores relationer til andre mennesker og mulighederne for at danne venskaber. Skal vi for alvor hjælpe mennesker, der lever med psykisk sygdom, kræver det, at fagpersoner arbejder sammen.

Det, ved vi, er vanskeligt, særligt når sagsbehandlerne har for mange sager, de skal sætte sig ind i. Der er i forvejen mange regler og forskellige lovgivninger udarbejdet i faglige siloer, som skal spille sammen for, at det kan lade sig gøre. Det skal ikke være en undskyldning, og jeg mener, at vi skal investere i de redskaber og metoder, der skal til for at sikre større faglighed, mere tid til de ansatte, så de kan skabe reelle forbedringer for mennesker, der lever med psykiske lidelser.

Vi skal stille pejlemærker op, så vi sikrer, at vi er på rette vej. Det er slemt nok, at slås med sociale eller sundhedsmæssige problemer, men det skal være slut med også at kæmpe for at få hjælp.

Når man bor i en storby, ved man godt, at ikke alle lever det gode, privilegerede liv

Vi skal sikre, at ventetiden er kort. Og borgerne skal have den rigtige hjælp første gang. Det skal være slut med, at borgerne løber spidsrod i det kommunale bureaukrati. Det kræver politisk fokus fra overborgmesteren, og det kræver politisk ledelse af de ansvarlige politikere. Jeg tror faktisk, jeg vil gå så langt som, at det må være en forudsætning for at indgå i de årlige budgetaftaler, at partierne forpligter sig til disse ambitioner.

På den ene side skal vi sikre, at vi har dygtige og fagligt ambitiøse medarbejdere, som knokler for at hjælpe udsatte eller mennesker i risiko for at blive stemplet som ’sårbare’ og ’komplekse’. Oftest er det ikke borgerne, der er komplekse, men de systemer, vi insisterer at putte dem ind i, som læge Morten Sodemann m.fl. har bemærket flere gange.

Det er vigtigt at huske, at de, som vi anser som socialt udsatte og sårbare, altid er eksperter i deres eget liv. Socialpolitik er ikke quickfix-løsninger eller standardiserede forløb og indsatser. Det er mennesker af kød og blod med alle de forskelle og ligheder, der er mellem os.

Derfor skal vi tilrettelægge vores indsatser, så de tager udgangspunkt i hvert enkelt menneskes situation. Alle mennesker har ressourcer og erfaringer, som skal være omdrejningspunktet, når vi skal tilrettelægge en (bolig)social, sundheds- eller beskæftigelsesmæssig indsats. Vi skal lytte, inddrage og respektere som helt centrale elementer i en indsats.

Det kan godt være, at ansvaret for socialpolitikken ligger i én forvaltning i København, men løsningerne findes mange steder. Derfor skal vi blive bedre til at skabe sammenhæng i de løsninger, som går på tværs af kommunens forvaltninger. Vi skal bruge de redskaber, der er nødvendige, og ikke være begrænset af hvilken ’kasse’, der betaler, hvis det både gavner borgerne og den samlede kommunale økonomi.

Jeg ønsker at igangsætte et arbejde, hvor vi i langt højere grad skaber sammenhæng, arbejder på tværs og ser indsatser som investeringer og ikke som udgifter alene. Når vi indretter sociale løsninger, skal vi have det lange lys på og se på den værdi, vi skaber for den enkelte og for samfundet.

Det kan godt være, at kommunen skal lave en indsats, hvor det er sundhedsvæsenet, politiet eller et helt tredje sted, hvor besparelsen ligger. Det skal vi ikke lade os begrænse af, så længe det i det store billede kan betale sig at skabe mere kvalitet, værdighed og selvhjulpenhed for dem, vi ønsker at hjælpe.

Jeg ønsker at afsætte en ’effektpulje’, hvor vi kan finansiere de omkostninger, der opstår ved at igangsætte initiativer, som ellers normalt ikke ville blive igangsat, fordi gevinsten ligger andre steder end der, hvor ansvaret ligger. Og jeg vil invitere staten og regionerne til at være med til at finansiere den.

Alle mennesker har brug for at være en del af et fællesskab, hvor man bliver set som ligeværdig og kan bidrage på sine egne præmisser.

Det er en fælles opgave at sikre, at alle bliver inviteret indenfor i et eller flere fællesskaber uanset alder, køn og baggrund. Jeg mener, at civilsamfundet har en helt særlig rolle at spille. Både fordi der er rigtig mange sociale, kirkelige og humanitære organisationer, som spiller en vigtig rolle i socialpolitikken – fx Reden, Settlementet, KFUM’s sociale arbejde, Kirkens Korshær, Røde Kors, Askovfonden og mange flere. Også det frivillige idrætsliv spiller en central rolle.

De foreninger er ramme om mange menneskers fritidsliv, når vi mødes på tværs i badmintonklubben, til dans, i seniorklubben, lærer sprog, eller hvor det nu er, vores interesser ligger.

Det er helt afgørende, at vi har et godt og velfungerende foreningsliv i København, som har plads til flere medlemmer. Et foreningsliv, der også har overskud til f.eks. at invitere udsatte eller sårbare børn med i håndboldklubben, hvor de udstyret med den samme klubtrøje som de andre, kan lægge udsathed eller sygdom lidt på hylden og bare være en del af flokken, på lige fod med de andre børn.

Psykiske lidelser kan være så gennemgribende, at de spiller ind i alle aspekter af livet

Det er ikke nok at sige, man er rummelig. Jeg mener, foreningerne skal blive bedre til at række ud, så vi øger mangfoldigheden i foreningslivet. I min optik findes der nok ikke nogen, som er bedre til at modvirke ensomhed end Foreningsdanmark. Det vil jeg gerne være med til at understøtte – for det kommer ikke af sig selv.

Jeg vil slutte af med en ting, som mit hjerte brænder for. Det handler om de alt for mange unge, som mangler fast fodfæste på vores arbejdsmarked. Særligt er jeg optaget af de unge i de udsatte boligområder, som har brug for en særlig hånd.

De unge må vi ikke overlade til banderne, og deres forældres bekymringer alene.

Et af de greb, der måske virker banalt, men som faktisk har en overraskede stor betydning er, at de unge får et fritidsjob. En tidlig kontakt til arbejdsmarkedet er en af de mest effektive måder at sikre, at mange unge, kommer godt i vej. Udover at et fritidsjob giver lidt mere struktur på ens hverdag og noget godt at bruge fritiden til, så lærer du også, hvordan man begår sig på en arbejdsplads.

Du bliver en del af et fællesskab, du får ansvar for en opgave, og du lærer en hel masse ting, man ikke kan læse i en bog. Det giver et rigtig godt afsæt til senere valg af uddannelse. Derfor skal vi skabe flere fritidsjob. Skal vi lykkes med det, er der brug for et stærkt samarbejde mellem boligforeninger, klubber, politiets forebyggende indsats, virksomheder, skoler, forældre og kommunen.

Det arbejde har fungeret i mange år og har skabt gode resultater, men jeg kunne godt tænke mig at sætte mere turbo på den indsats, så flere unge får muligheden for en bedre fremtid.

Grundlæggende tror jeg, at vi alle på tværs af politiske partier ønsker det samme for socialpolitikken: At vi rækker en hånd og hjælper dem med behov for det i vores samfund ind i en fremtid med ordentlig støtte og mere livskvalitet. Men det kræver, at vi får det lange lys på, har respekt for og tør lytte til brugerne samt aktivt investerer i faglighed og mennesker i Vores København.