Kære allesammen,

1.maj er en dag, vi skal bruge til, at minde hinanden om: At selvom vi som samfund har klaret os flot igennem coronakrisen; og - selvom vi som samfund har meget at være stolte af - så er der fortsat kampe at kæmpe.

En kamp for lige rettigheder på arbejdsmarkedet for mænd og kvinder. En kamp mod sexisme og racisme - og en kamp for, at alle mennesker uanset baggrund bliver behandlet lige.

Men for os socialdemokrater, er det ikke kun et spørgsmål om rettigheder på arbejdsmarkedet. For os er det også et spørgsmål om at arbejde for mere lighed og fællesskab i samfundet.

Kampen for et mere lige og fælles samfund er mest af alt en frihedskamp og derfor også en kamp vi skal kæmpe her i vores by. Vores København.

Se bare, hvordan byen er vågnet op efter genåbningen. Unge og ældre, der nyder byens parker, cafeer og restauranter. Familier, der tager på legepladsen med deres børn og børnebørn - og et kulturliv, der finder på kreative løsninger for at byde os indenfor – eller udenfor til udstillinger, koncerter, teater og meget andet.

Vores København er ikke endt sådan her ved et tilfælde.

Det er ikke sket på trods, men på grund af ansvarlige borgere og politikere der har turde sætte retning for byen og byens udvikling.

Jeg tror på, at vores København kan blive endnu bedre:

At vi kan skabe endnu mere plads og forståelse for hinanden. At vi kan skabe en by, der er sikker og god ved fremtidige generationer, fordi vi omstiller trafikken og gør byen endnu mere grøn, fordi vi sikrer boliger der er til at betale, fordi vi sikrer gode skoler og et værdigt ældreliv, og en kommune, der først og fremmest er til for borgerne.

Det er vi, fordi vi ikke bare ønsker at bo i vores lands hovedstad - vi vil også leve her. Men også fordi vi ønsker, at København fortsat skal være et forbillede for resten af landet - som vi har været det så mange andre gange før i historien, da vi var de første der indførte repræsentativt demokrati (og i de seneste år, når vi har insisteret på at gå foran med økologisk mad i vores institutioner, minimumsnormeringer, miljøzoner og mere affaldssortering.)

En stolthed og et symbol på det, vi står for i Danmark. For vi er ikke bare Danmarks Hovedstad - vi er også Danmarks vindue til resten af verdenen.

-II-

I gamle dage talte vi meget om klassekamp mellem arbejdstagere og arbejdsgivere - og mellem de fattige og de riges privilegier. I dag bliver det let et ord, som vi glemmer betydningen af - for i dag synes verden ikke altid lige så sort og hvid. Men tag ikke fejl, for ordet klassekamp har fortsat har sin berigtigelse - også når vi taler om København og hele hovedstadens udvikling.

For hvad er det, der er på spil i disse år?

København er de sidste mange år vokset, både fordi vi er blevet flere københavnere, men også fordi byen har udviklet sig. På mange måder kan man sige, at byen og byrummet er blevet demokratiseret.

Vi har skabt byrum og åbne pladser, der gør, at alle københavnere i dag, kan nyde havnen, de mange parker eller de store pladser. Det er fantastisk.

For kampen for en åben by - uden låste porte til private parker og boligområder (gated communities), som vi ser det i så mange andre dele af verden - er i sandhed også en klassekamp. Det er kampen og viljen til at insisterer på, at vores by ikke må knække over.

Det gælder også for kampen for et retfærdigt boligmarked. Desværre er der alt for mange unge og børnefamilier, der i disse år med rette spørger sig selv:

“Hvor skal jeg bo? Får jeg nogensinde råd til at bo i København? Hvad skal der ske når jeg er færdig på min uddannelse og kan jeg overhovedet finde et sted at bo?

Min og Socialdemokratiets vision er, at i vores København, der skal du ikke bekymre dig om et sted at bo. Du skal ikke være afhængig af dine forældres mulighed for et forældrekøb, dine kontakter i ejendomsbranchen eller sorte penge under bordet.

De steder, hvor vi har kæmpet for at reservere 25 procent af nybyggeriet til almene boliger - der skal det nu realiseres. Og det skal gå stærkt. For jeg og Socialdemokratiet vil ikke acceptere, at vi har tomme byggetomter stående, der kunne blive til ungdomsboliger og familieboliger. Eller at huslejerne i vores by stiger så meget, at vores dygtige lærere, pædagoger, sygeplejersker, politibetjente og små lokale erhvervsdrivende ikke har råd til at bo her i byen. Det må stoppe nu - og som politikere må vi stille krav, så ikke bare private boliger skyder op i vores by - men også almene, der er til at betale for alle.

Men kampen for et mere lige København handler også om meget andet. Det handler om kampen for en bedre folkeskole og daginstitutioner og kampen at vores ældre bliver behandlet med respekt og medmenneskelighed. Og så handler det om, at bryde ensomhed og genskabe vores fællesskaber efter et hårdt år med nedlukning pga. coronapandemien.

Det København, som jeg drømmer om - der er det helt afgørende, at vi er fælles om at sikre byens fortsatte retfærdige udvikling.

For mig betyder det, at vi I København ikke kun handler som enkeltpersoner, vi handler som et fællesskab. Det gør vi, når vi som fællesskab tager hånd om de mest udsatte, passer godt på vores by ved at samle skrald op i gaderne, og når vi som fællesskab byder nye mennesker velkomne i byen – uanset deres baggrund og forhistorie.

I en stor by er vi mange indfødte, men vi er også mange, der ved, hvordan det er at flytte hertil og slå rod i en ny by og kalde den “vores” med tiden.

Vores København er et unikt fællesskab, fordi vi samtidig danner rammen om en masse små fællesskaber.

Det kan være den lokale fodboldklub som BK Frem, Skjold, hvepsene fra Brønshøj eller Vanløse IF. Det kan være vinterbaderne i havnen eller senior-idrætsklubben i Tingbjerg. Det kan være fædreklubben Baba eller den lokale musikskole. At være frivillig i et værested for psykisk syge, fællesskabet om at sætte en musical op på den lokale skole, eller bare gårdlauget og boligforeningen, der sikrer at vi kan se børnene fejre fastelavn og jul sammen med andre.

Det unikke for alle disse fællesskaber er, at de kan skabe rammen om forskellige mennesker, der møder hinanden på tværs. Måske er vi uenige med dem, måske går vi ikke op i fodbold. Måske holder vi med et andet hold?

Men vi er fælles om det, at være en del af en storby, hvor der netop er plads til forskellighederne i det store og det lille fællesskab.

Kampen for et mere fælles København er også kampen for, at uanset om du bor i Bispebjerg eller Brønshøj, i Valby eller Vanløse, på Vesterbro eller Vestamager, så føler du og er du; en del af fællesskabet: København.

Jeg husker selv, da jeg blev aktiv i DSU Københavnskredsen inde ved Reventlowsgade, og så de mange stofmisbrugere og social udsatte borgere denne by også rummer. Jeg så, hvordan de fik lov til at ligge på gaden alene, hvordan de var udsat for unødvendige razziaer og hvordan de blev nødsaget til at overnatte i kolde kældre og opgange.

Allerede dengang tænkte jeg, at vi godt kunne gøre det lidt bedre. Det endte med, at vi gik forrest og blev den første by, der åbnede et fixerum i Danmark.

Vi er et fællesskab, hvor alle skal behandles lige. Det skal vi fortsat sikre i København, for ellers knækker byen over.

Den politiske kamp for lighed og retfærdighed er lige så vigtig i dag, som den var på fællederne sidst i 1800-tallet, hvor arbejderne samledes og krævede økonomisk og politisk anerkendelse for deres bidrag til fællesskabet.

Men på ét punkt er indsatsen i den politiske kamp i dag anderledes. Ulighed og social uretfærdighed er ikke afskaffet. Men fundamentet for politisk stabilitet, sikkerhed og frihed er med klimaforandringerne sat på spil.

Og vi ved godt, hvem der bliver hårdest ramt af stigende vandstand, højere temperaturer, ødelæggende vejr og forandrede livsbetingelser. Det er dem, som 1. maj historisk har været en kamp for.

Men vi ved også, hvem der har sværest ved at få en bolig, der ikke ligger ud til støj, møg og røg fra f.eks. Bispeengbuen eller Folehaven.

Eller hvem, der har færrest penge til at købe elbiler og økologisk mad. Derfor er klimakamp også klassekamp.

Den globale opvarmning er således i sig selv usolidarisk. Derfor skal vi i København sætte turbo på den grønne omstilling på en måde, der samtidig er socialt retfærdig, så vi sikrer en bæredygtig fremtid for vores børn og børnebørn. Og så vi sikrer, at mennesker, der lever langs vores indfaldsveje også får adgang til ren luft. Samtidig skal vi alle have lige adgang til grønne åndehuller.

København er kommet langt ved at have visionære politikere, der har turde sætte ambitiøse mål for at blive klimaneutral by i 2025. Med mere grønne energiformer, anlæg af metro, omstilling af vores busser og biler til el og brint, og bredere og bedre cykelstier er vi tæt på at indfri målet - men vi er ikke helt i mål endnu - og vi skal også have klimasikret vores by mod forhøjede vandstande i fremtiden.

Ja, den grønne omstilling kommer til at ændre på vores hverdag. Vi skal sikre, at byens grønne omstilling sker sammen med os københavnere. At vi kan byde ind med ideer, men også bekymringer, når det er svært.

Og ja, vi kommer til at skulle opgive og omstille os til en ny virkelighed, hvor vi transporterer os mere klimavenligt, spiser mere grønt og forbruger mindre. Men det er også en omstilling, hvor jeg har som ambition, at vi skaber nye arbejdspladser med vores indsats, hvad enten det handler om udbygningen af det, der har gjort vores by verdenskendt “the Copenhagen Bike Lane” med flere cykelbroer - eller om bæredygtige byggerier, klimasikret by, eller opfindelsen af nye grønne energiformer.

Men i København, der handler vi i et fællesskab. Derfor er det ikke rådhuset eller os politikere, der alene skal drive omstillingen - det er København. Det er fællesskabet København, der skaber den grønne omstilling og en by, der er mere grøn.

Kampen for fremtidens København er en socialdemokratisk kamp. Fordi vi i generationer efter generationer har insisteret på, at København er en by, hvor vi skaber forandring sammen.

Som socialdemokrater føler vi det både som en lyst og en pligt, at sikre kommende generationers adgang til samfundets og byens goder. Det skal vi holde fast i og minde hinanden om, på en dag som i dag.

Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig 1. maj