Lige muligheder i den københavnske folkeskole

I vores København ønsker vi en folkeskole, hvor alle børn og unge får lige muligheder gennem det stærke fællesskab. Folkeskolens opgave er at løfte børn og unge uanset baggrund og hjælpe dem godt på vej i et samfund fyldt med muligheder. Får man ikke den rette start på livet, vil mulighederne begrænses, og det skal folkeskolen være et positivt og stærkt værn imod.


København er med en gennemsnitsalder på 36 år en ung by med mange børn, unge og familier. Her fødes hvert år mange tusinder nye københavnere, børnefamilier bliver boende, og børnene vokser op i byen. Derfor er der brug for en god folkeskole, der skaber lige muligheder og binder byen sammen.
I Socialdemokratiet vil vi et samfund, hvor flere børn og unge får muligheden for at forme deres eget liv. Hvor flere børn trives og har det godt. Derfor er det en socialdemokratisk ambition at styrke folkeskolen. Folkeskolen er den vigtigste fællesskabsinstitution i Danmark. Det er her, vores børn mødes på tværs af økonomiske, sociale og kulturelle skel. Det er det sted, der binder os sammen på tværs. Det kræver, at vi har skoler af høj kvalitet med plads og tid til alle børn. Også de børn, som har det svært, og som har brug for ekstra tid og omsorg.

Husum Skole I forbindelse med lanceringen af udspillet "lige muligheder i den københavnske folkeskole" besøgte Sophie Hæstorp Andersen Husum Skole i København

Den københavnske folkeskole er god, men med ambitioner på vegne af alle børn bliver vi nødt til at spørge os selv, om skolen er god nok. Skolerne i København har i de senere år været i en positiv udvikling, men der er stadig for mange forældre, der vælger vores fælles skole fra til fordel for en privatskole. Og der er stadig for stor forskel på, hvordan børnene i skolerne klarer sig. Der er langt fra skolen i byen med færrest sociale og faglige udfordringer til skolen ved det udsatte boligområde, der kæmper med et lavt karakterniveau og en lav andel uddannelsesparate. Begynder man i 0. klasse på Sølvgade Skole i Indre By har ingen af klassekammeraterne sproglige udfordringer. Begynder man i 0. klasse på Lundehusskolen ved Lersøpark Allé har op mod halvdelen sproglige udfordringer. Det er for store forskelle. I København vil vi ikke have A- og B-skoler.


Derfor vil Sophie Hæstorp Andersen arbejde med tre visioner for Københavns folkeskole. Visionerne bakkes op af en række konkrete forslag, der skal hjælpe særligt de mest udfordrede folkeskoler med at løfte indsatsen for at give alle børn i København lige muligheder.

 

Du kan hente udspillet her